Dansens David Lynch på Archauz

Den evigt pirrende fornemmelse af at have fanget en flig af en ellers utydelig underbevidst historie og frustrationen, når det hele atter glider bort i uforståelige men deja vu-skabende sekvenser. Græskfødte Amanda Loulaki og hendes kompagni, Short Mean Lady fra New York har europæisk premiere på Archauz med den anmelderroste forestilling Delirium eller That Taste in my Mouth.

Amanda Loulaki snakker med sine forestillinger.
Hun skaber koreografien ved hjælp af hendes "collaborators", som hun helst vil kalde sine tre dansere, Carolyn Hall, Rebecca Serrell og Pedro Osorio. På et tidspunkt i processen får forestillingen sit eget liv, og det er hun nødt til at respektere.
"Stykket får sin egen stemme. Det forklarer mig, hvad det har behov for, og så må jeg ofte gå på kompromis for at opfylde de behov, forestillingen har, " uddyber Loulaki og nævner den franske forfatter Honoré de Balzac (1799 - 1850) som en inspirationskilde.

Rollemodel
"Jeg er mærkelig. Nogle kalder mig for dansens David Lynch. Men at skabe en forestilling er som at få et barn. Man skal tale med det og have respekt for dets behov," fortsætter Amanda Loulaki , som blandt de mange pæne anmeldelser har fået et par stykker af anmelderne på New York Times. Amanda Loulaki er - med egne ord - ikke en shooting star. Mere. hun har været det og er i stedet nærmere en rollemodel for den nye generation af amerikanske - og især new yorker-koreografer. Hun har længe været bedst kendt for at være en meget fysiske kunstner, men med Delirium eller That Taste in my Mouth har hun igen taget en chance og dyrker billeder, følelser og det underbevidste.
"Som kunstner ønsker man dybest set at blive elsket. Man udleverer sig selv og giver hver gang lidt mere af sine følelser. Samtidigt udsætter man sig selv for at blive såret endnu dybere, hvis publikum ikke kan lide en forestilling. Jeg er meget følsom, og jeg lukkede mig selv ind i et skab og græd. Dén forestilling slog mig nærmest ihjel - på trods af, at den fik gode anmeldelser. Enten elsker folk den, eller også hader de den. Og jeg er altså meget følsom," understreger Loulaki.

Tættest på nuet
Delirium eller That Taste in my Mouth er skabt fra intet. Det er de fleste forestillinger formodentlig, men i en 80 siders afhandling på Hollins University i Roanoke, Virginia Loulaki udforskede Loulaki begrebet tomhed forud for forestillingen. Med synopsen "Kan noget kreativt opstå ud af tomhed" gik hun systematisk til værks. Loulaki brugte måneder i studiet og dernæst bag video-skæmen for at finde kroppens udtryk, der afspejlede hjernens tomhed. Svaret fandt hun i improvisationen. Helt præcist fandt hun svaret lige efter improvisationen - der hvor hjernen ikke længere planlægger.
"Jeg kiggede timelange improvisationer igennem. men det var det, der kom efter, som var sandheden i bevægelsen. The point of Emptiness. Dér, hvor man danser det yderste af, hvad man kan og hvor man er tættest muligt på nuet."
 De bevægelser brugte Loulaki, og skabte efterhånden en koreografi ud af improvisationens bevægelser.
Her opstod hendes andet problem: Der er nemlig forskel på improvisationens bevægelser og den koreograferede, indøvede bevægelse. Forskellen var - ifølge Loulaki - så markant, at hun måtte genskabe improvisationen ved hjælp af koreografi.

Indøvet som ritual
"Jeg benyttede dels nogle autencitetsprincipper. De handler om, hvordan danseren fokuserer." Amanda Loulaki rejser sig i al den korte dames længde - stabiliserer balancen og ryster hofte samt mave i en dirrende bevægelse.
"Gør jeg det med fokus på rummet udtrykker bevægelsen at udforske. Bevæger jeg i stedet fokus ind på mine organer, vil publikum aflæse bevægelsen som smerte," afslører Loulaki. Hun beskriver, hvordan bevægelserne - altså de improviserede koreograferede bevægelser - dermed får en udstrækkende effekt på tiden i Delirium eller That Taste in my Mouth.
Hernæst indstuderede  Loulaki, Carolyn Hall, Rebecca Serrell og Pedro Osorio hele forestillingen til den sad på rygraden. Igen og igen. Som et ritual.
"Den skal sidde, som var det et ritual. Bevægelserne fra materialet er så smukt og det kræver, at danserne er i stand til at tømme hjernen for tanker hver gang de danser Delirium eller That Taste in my Mouth. Af samme grund kører vi hele forestillingen igennem to gange, når vi optræder. Publikum ser kun anden gennemspilning," forklarer Amanda Loulaki og afviser at give publikum handling, forklaring eller forventninger på forhånd.
"De skal helst sidde tilbage i en tilstand af forvirring, forargelse og noget der minder om delirium," slører Amanda Loulaki kryptisk forestillingen. I fuld overensstemmelse med udsagnet om Loulaki som koreografen, der viderefører David Lynchs kreativitet fra filmlærred til dansevinyl.